Sådan deler du opslag i dit netværk

Mange ejendomme har Facebook-grupper for beboerne. Hvis du er medlem af dem, er det en oplagt kanal til at hjælpe dine naboer med sorteringen.

Kopiér opslag fra netværkets hjemmeside

Her på hjemmesiden ligger der en række forslag til opslag, som du kan dele med dine naboer.

Du kan også følge med inde på Facebook-gruppen “Grønne ildsjæle i København”, hvor der løbende bliver delt opslag til inspiration. Du kan enten bruge opslaget, som det står, eller kopiere teksten, men udskifte billedet med et fra jeres egen gård, for at gøre det mere relevant. Og du er velkommen til at skrive, at det er kommunens opslag, hvis du helst ikke vil stå som afsender. Du er også velkommen til at skrive og poste dine egne opslag.

Inspiration og forslag til opslag

Hvis du gerne vil lave dine egne opslag, får du her 5 tips, der kan hjælpe dig med at skrive et opslag, der fanger dine naboers opmærksomhed og skaber handling.

5 tips til dine opslag

Vis alle

Find dit budskab

Hvis du vil skrive dit eget opslag, er det vigtigt at få budskabet. Det kan fx være hvis du ser udfordringer med nogle særlige fraktioner, eller hvis du har et forslag til noget, der kunne gøre sorteringen lettere.

Hold teksten kort og kom hurtigt til pointen

Som tommelfingerregel skal der være én pointe per opslag. Hvis du har flere affaldstips i ærmet, er det bedre at sprede dem over flere opslag. Ofte scroller vi hurtigt videre til næste opslag, så hold teksten kort og skriv i korte sætninger.

Brug billeder og videoer

Billede og videoer fanger hurtigere opmærksomhed end tekst. Suppler derfor gerne din tekst med et relevant billede. Nogle budskaber kan også være gode at dele med video – fx kommunens videoer, som viser hvordan affaldet bliver genanvendt.

Call to action

Opslag ses oftest af flere, hvis andre liker eller kommenterer. En måde, du kan engagere dine naboer på, er ved at lave et såkaldt “call to action”. Det kan fx være et spørgsmål, som de opfordres til at svare på eller en afstemning, hvor de kan afgive deres stemme.

Gør det nemt for din målgruppe

Kræver din handling, at dine naboer fx skal læse noget materiale eller tilmelde sig et arrangement, så inkluder et direkte link. Det fjerner friktionen og øger chancerne for, at dine naboer rent faktisk handler.

Tænk over tidspunktet

Tidspunktet for dit opslag kan have stor betydning for, hvordan det bliver modtaget, og om det overhovedet bliver set.

Hvis du skal poste indhold til dine naboer, er det bedst at dele dit opslag, når de fleste af dine naboer er hjemme. Det kan fx være hverdage om eftermiddagen eller aftenen, når de fleste har fri fra arbejde. Det kan også være lørdag eller søndag formiddag, hvor mange er hjemme og slapper af.

Det er dog også vigtigt at overveje din målgruppes adfærd. Måske er lige præcis dine naboer mere aktive fredag eftermiddag, når de går på weekend, eller måske foretrækker de at læse indholdet på hverdagsaftener eller søndag morgen.

Vær derfor opmærksom på din målgruppes vaner, og prøv at tilpasse tidspunktet for dine opslag efter deres aktivitet. På den måde kan du øge chancen for, at dit budskab når ud til dem på det rette tidspunkt.

Følg op på dit opslag

Når du har lavet et opslag, kan det være en god idé at følge op ved eksempelvis at dele resultaterne og fejre succeser. Du kan fx fortælle, at tømningsfrekvensen af papbeholderen er blevet sat ned, fordi beboerne er blevet bedre til at stampe pappet.

Ved at vise, at beboernes deltagelse har en effekt, styrker du følelsen af fællesskab, formål og engagement til fremtidige tiltag.